Rekordbogens historie
Bogens historie
Ideen til at lave Børnenes Rekordbog fik Mikael Brøgger i 1985. En sommerdag sad han på sin altan og lyttede til et program i radioen, der handlede om nogle børn, der ville optages i Guinness Rekordbog, med deres 300.000 styk store kapselsamling. Det var åbenbart ikke nok for de voksnes rekordbog og derfor fik han tanken, at det kunne være sjovt med en hel bog om børnerekorder. Det var der mange andre, ikke mindst tusindvis af børn, der gav ham ret i, og nu kan du læse i en af de mange udgivelser af Børnenes Rekordbog, der med 2014 udgaven (oktober 2013) er den 25.ende udgave.
Den allerførste udgave lavede Mikael Brøgger sammen med Mårslet Fritidsklub. Målet var – og er – at stille et medie til rådighed, hvor børn og unge kan blive værdsat og anerkendt for deres kreativitet og aktivitet. Målet med bogen er også, at det skal være sjovt at lave rekorder sammen. For har man først oplevet, hvor sjovt det kan være med gruppearbejde, og hvilke ekstra kræfter, glæde og energi det giver, er det en lære for livet.
Bogen har fra sin begyndelse haft en pædagogisk baggrund. Rekordbogens støtteforenings bestyrelse yder en uundværlig indsats, ligesom regionslederne fra regionskontorerne (der alle er institutioner), deres medlemmer og personale. Via redaktionens landsdækkende netværk gøres der meget for at holde kontakt til rekordsættende børn og unge i hele landet.
Telefonnumrene til regionskontorerne finder du ved at klikke her.
De kan måske kontrollere dit/jeres rekordforsøg!
Vores pædagogiske mål. At stille et middel til rådighed, hvor børn og unge kan blive værdsat for deres kreativitet. For os er det vigtigt, at vi anerkender det, vores børn/ungdom laver; det er vigtigt at skabe grobund for, at de skal kunne få en god selvfølelse.
Vi håber også at animere til gruppearbejde, hvor vi-følelsen skabes, det giver nogle gode kammeratlige relationer, tætte bånd knyttes: husker du, da vi…
Bogen skal være et sted, hvor de unge konkurrerer på deres egne præmisser. Vi håber at kunne styrke fantasi, spontanitet og kreativitet.